Når du skal tilføje noget til dit hus - hvad end det er en tilbygning eller noget mere simpelt som en sekundær bebyggelse - så skal du have styr på de gældende regler fra Bygningsreglementets bestemmelser. Det kan være en kompliceret jungle af regler, og vi har derfor hos Dansk Carport System lavet en opsummering af, hvilke carport-byggeregler, du skal være opmærksom på, når du har fundet den carport, der passer til dig og dine behov.

Læs med her og se, hvad du skal tage stilling til, inden du går i gang med din sekundære bebyggelse. Du er selvfølgelig også velkommen til at kontakte os med dine spørgsmål.
 

Hvad skal du være særligt opmærksom på, når du bygger en carport?

Når du skal bygge carport, er der en række regler, du skal forholde dig til. Det er vigtigt, at du tjekker dem nøje, så du er sikker på, hvornår du skal søge om tilladelse, og hvornår du kan bygge uden.

Dette bestemmes overordnet ud fra, hvor stort et areal du bygger på, hvilket vi vil gennemgå i afsnittene længere nede under “Hvornår kan du bygge en sekundær bebyggelse som en carport uden tilladelse?” og “Hvornår skal du søge om tilladelse til at bygge en carport?”. Udover arealstørrelse så skal du også forholde dig til carportens placering i forhold til skellet mod din nabo samt carportens højde.
 

Hvor tæt må carporten være på skellet mod din nabo?

Helt overordnet gælder det, at tilbygninger skal placeres 2,5 meter fra skellet mod din nabo. Tilstøder din grund en offentlig vej, så skal der også her være 2,5 meter mod skellet. Der er dog andre regler for carporte. Her må du gerne bygge tættere på skellet, men du skal dog være opmærksom på, at der gælder andre og mere udvidede regler her.

Der er regler for, at carporten og andre tilbygninger sammenlagt højst må være 12 meter langt langs grundens skel. Hvis du bygger din carport, så den tilstøder flere grunde end én, så skal du blot medregne den side, som er længst. Er du i tvivl om, hvordan du måler dette, så anbefaler vi hos Dansk Carport System, at du slår det op i Bygningsreglementet. Her vil du finde de officielle og mere uddybende regler.

Udover længden på din carport og andre tilbygninger så skal du også være opmærksom på, hvordan regn og sne løber ned ad din carports tag. Ifølge Bygningsreglementet må regnvand og andet ikke løbe ned på nabogrunden. Derfor er det en god ide at overveje, om tagrender og nedløbsrør er nødvendige.
 

Hvor høj må din carport være?

Bygger du din sekundære bebyggelse - altså din carport - tættere end de 2,5 meter fra skellet til din nabo? Så må carporten være 2,5 meter høj. Højden måles fra din grund. Hvis der på grunden er niveauforskel, hvor indkørslen for eksempel hælder mod vejen, så måles højden ud fra de niveauplaner, som din kommune fastsætter.
 

Hvornår kan du bygge en sekundær bebyggelse som en carport uden tilladelse?

Du kan bygge din carport uden tilladelse, hvis den sammen med andre småbygninger såsom legehuse og skure ikke har et samlet areal på mere end 50 kvadratmeter. Det er altså ikke din carports areal der alene afgør, om du må bygge uden at søge om tilladelse. Du skal se på alle dine små tilbygninger og derfra vurdere, om arealet overstiger 50 kvadratmeter.

Kan du holde dig under 50 kvadratmeter, så kan du ofte bygge uden byggetilladelse fra kommunen. Men selvom du ikke behøver at søge om tilladelse, så skal du alligevel altid læse og overholde de regler, som fremsættes i Bygningsreglementet.

Kan du ikke holde dig under 50 kvadratmeter, så skal du sørge for at søge om tilladelse. Det er her vigtigt, at du ikke begynder at bygge og montere din carport, før du har fået en officiel godkendelse.
 

Hvornår skal du søge om tilladelse til at bygge en carport?

Som sagt skal du søge om tilladelse, hvis din carport får det samlede areal af småbygninger til at overstige 50 kvadratmeter. Dette er dog ikke det eneste tilfælde, hvor en tilladelse er nødvendig. Du skal også være opmærksom, når du arbejder med integrerede bygninger.

Ønsker du at bygge en integreret carport, hvor carportens tag kommer i forlængelse af primær bebyggelse - her dit eksisterende hus - så skal du også søge om tilladelse i følge Bygningsreglementet. Dette fordi du udvider på den bygning, der allerede ligger på grunden.

Vælger du dog at bygge en integreret carport, så bruger du ikke af de 50 kvadratmeter, som er frie til småbygninger og sekundær bebyggelse. Det betyder, at du frit kan opsætte cykelskure, affaldsskure eller redskabsrum på din grund, så længe du følger de generelle retningslinjer og regler.
 

Du skal huske at indberette din carport til Bygnings- og Boligregistret

Lige meget om du skal søge om tilladelse eller ej, så skal du sørge for at indberette dit byggeri til Bygnings- og Boligregistret. I dette register er alle bygninger og boliger registreret, så det er blandt andet her, din kommune kan se, om du har brugt de 50 kvadratmeter, og om din carport står korrekt i forhold til nabogrunden.
 

Kontakt os i dag